Fremtidens digitale radio

Oprettelsesdato 12. september 2011

Høring over Bibliotek og Mediers rapport om udviklingen af digital radio

Styrelsen for Bibliotek og Medier
Radio og tv
1553 Kbh. V     
Att.: Kaspar Lindhardt

12. september 2011

Vedr. Høring over rapport om udviklingen af digital radio

Radioerne, har med tak modtaget Styrelsen for Bibliotek og Mediers rapport om udviklingen af digital radio.
Indledningsvis ønsker Radioerne at udtrykke stor anerkendelse af det arbejde, der er gjort for at kortlægge dette meget komplicerede område. Rapporten viser med stor tydelighed, at alle aspekterne af beslutningen om en digital radiostrategi hænger sammen, hvorfor det er kompliceret at besvare de enkelte opstillede spørgsmål separat.

Radioernes høringssvar vil indledningsvist, kort komme med en række generelle betragtninger. Dernæst besvares, så vidt det er muligt, de opstillede enkeltelementer i høringsbrevet for derpå at samle de kommercielle lokalradioers synspunkter i en sammenhængende strategi.

Grundlæggende finder Radioerne, at den helt essentielle præmis ikke er til stede. Hvis politikerne ønsker at skifte distributionsform fra FM til DAB er de nødt til at stille det nødvendige sendenet til rådighed. DR har gennem de sidste 10-15 år fået ekstra ressourcer stillet til rådighed i de enkelte medieforlig for at kunne opbygge og eksperimentere med et nyt sendenet. Såfremt det vedtages, at hele Danmarks radioudbud skal digitaliseres, må der derfor retfærdighedsvist stilles det fornødne sendenet til rådighed. Dette falder også i tråd med beslutningen i tillægsaftalen af 9. juni-medieforliget, hvor replanlægningen af FM båndet blev skrinlagt, idet

…”Det vil ikke være rimeligt at påføre de lokale stationer store udgifter til nyt sendeudstyr mv………de lokale stationer har først og fremmest brug for en stabil konkurrencesituation og for at kende deres rammevilkår i en længere periode.”

Radiomarkedet i Danmark er ikke stort og økonomien er for lokale stationer så snæver, at det er umuligt at finansiere opbygningen af et nyt sendenet. Man risikerer at mange ikke vil have råd til DAB, hvis de selv skal finansiere opbygningen af et parallelt net.

Radioernes øvrige kommentarer til valg af strategi skal derfor lægges i forlængelse af de ovenstående indledende præmisser.

Danmark bør sikre, at etableringen af flere frekvenser sker på en gennemprøvet, nabolands koordineret teknik og bør fravælge al snak om teknikker, der enten ikke er gennemtestet, endnu ikke er i produktion, ikke er valgt i nabolandene eller på anden måde tangerer det eksperimentelle. Efter dialog med de største producenter i markedet af radiomodtagere og chips til digitale radioer står det klart, at DVB-T2 ikke er et realistisk bud på en ny teknik. Det kommercielle radiomarked i Danmark har ikke ressourcer til at eksperimentere.

Radioerne har ikke nogen grundfæstet holdning til under hvilke vilkår eller teknikker, de ikke-kommercielle lokalradiostationer skal sende på, men Radioerne finder det helt naturligt, at alle radioudbydere sender på samme tekniske præmisser, i det man derved bl.a. sikrer at lytterne let kan finde deres kanaler og vi anbefaler at alle radioudbydere sender på samme platform.

Radioerne finder tanken om netradio spændende og relevant og selv om IP har store begrænsninger til broadcast er der ingen tvivl om, at radio baseret på IP i fremtiden vil spille en større rolle. Fremtiden er dog i denne sammenhæng så langt væk, at det ikke nytter at tale om netradio som et alternativ til FM eller DAB+, hverken i 2015, 2020 eller 2025.

Opbygningen af DAB-blok 3 skal naturligvis kun ske, hvis man politisk set ønsker en fortsat digitalisering af radiomediet og forventer at forlade FM. Fra et økonomisk perspektiv kan mindre, lokale stationer ikke vedligeholde to distributionsnet for at nå de samme lyttere. I medieforliget 2011-2014 er det besluttet at tage spørgsmålet om analogt stop op, når 50% af husstandene har en DAB- modtager. Radioerne går ud fra at dette krav ændres til den til en hver tid relevante vedtagne teknik, f.eks. DAB+.

Høringsbrevet opfordrer til alternativer til den planlagte opbygning af DAB-blok 3. Radioerne finder det af største væsentlighed, at alle broadcastere er til stede der hvor lytterne er.

Det relevante scenarie set med Radioernes øjne er derfor at:

  • Man beslutter sig for at opbygge DAB-blok 3 med offentlige midler
  • Man kombinerer migreringen til DAB+ med forlængelse af sendetilladelser til 2021 for derigennem at sikre de mindre, kommercielle lokalradioer et ressourcemæssigt og økonomisk incitament til at flytter over på DAB+. Hvis der skabes usikkerhed om frekvenser og sendetilladelser og ansøgninger og forlængelser ender i en limbo mellem FM og DAB+, så vil ingen finde det relevant at flytte til DAB+.
  • I 2021 genovervejes slukning for FM såfremt:
    1. Der kan findes midler til en massiv oplysningskampagne
    2. 75% af danskerne har mindst én digital radio
    3. Mindst 50% af danskerne lytter på digital radio i løbet af en dag. Svarende til kravene i Norge.
    4. Betaling for drift af det digitale sendenet er en offentlig udgift, indtil FM er slukket - i stil med al anden infrastruktur.

Afslutningsvist opfordrer foreningen til at kombinere beslutningen om en fremtidig ændring af mediestøtten med en beslutning om finansiering af opbygningen af et digitalt radionet i Danmark.

Radioerne står naturligvis til rådighed, såfremt en uddybning af disse synspunkter ønskes. Henvendelse herom kan rettes til sekretariatschef, cand. merc. Marianne Bugge Zederkof på tlf. 33 97 40 00 eller e-mail mbz@radioerne.dk,

Med venlig hilsen
RADIOERNE
Marianne Bugge Zederkof
Sekretariatschef  

 

Kontaktperson på denne artikel:

Marianne Bugge Zederkof

Direktør
mbz snabela danskemedier.dk

Læs mere


Læs mere om


Radioerne Skindergade 7 1159 København K Telefon 3397 4000 Fax 3314 2325 E-mail: post@radioerne.dk