Derudover har det administrative område med f.eks. Mediesekretariatet og Radio- og tv-nævnet ændret arbejdsgangen hos mange lokale radiostationer. Årene har været præget af såvel implementeringen af medieaftalen 2002-2006 som de deraf følgende tillægsaftaler samt arbejdet med medieaftalen 2007-2010.
RADIOERNE ønsker med denne rapport at give en kort status på radiomarkedet såvel politisk som kommercielt. Rapporten redegør kort for de politiske tiltag og diskussioner, der foregår i øjeblikket på områder som replanlægning, digitalisering og sendetilladelser. Efterfølgende kommenterer rapporten bl.a. den nuværende markedssituation, lyttertallene fra Radio Index samt en række udviklingstendenser på lyttertalsområder, herunder internationale erfaringer.
Rapporten, der er nummer fire i rækken, henvender sig som tidligere udgaver til alle, der bevæger sig i sfæren omkring radio uden at have den daglige kontakt til branchen eller udviklingen i de politiske beslutninger vedrørende mediet.
I rapportens bilag findes en række tabeller, oversigter og link til relevante institutioner, organisationer og samarbejdspartnere.